Den magiske – Kapitel 1: Pigen

Thomas havde sparret lidt penge op og med hjælp fra sin far havde han fanget en flot hingst som var ved at være tam. Alt gik stille og rolig fremad og hans forældre havde ingen mistanke om hans snarlige forsvinden. Uh hvor han glædet sig, han skulle endelig væk. Fri for at mærke folks blikke i hans ryg, hører dem hviske hans navn og mærke smerterne når de andre drillet. Han ville et sted hen hvor man ikke havde hørt om ham, hvor man ikke behøves at være en særlig hvis man ingen evne havde. Men dybest inde vidste han godt at sådan et sted ikke fandtes. Dette var Thymetasia og her fandtes ingen ligesom ham.

Den nat han skulle af sted, lå han stille i sin seng og lyttet til alle de lyde han vidste at han aldrig mere ville hører. Der var hans far som røg pibe og læste en bog, hans mor som puslet rundt ude i køkkenet, helt sikkert i gang med at bage en kage til ham i morgen. Det gjorde lidt ondt i hjertet da han tænkte det. Der ville ikke være i morgen for dem sammen. Han tvang sine tanker videre, han ville væk selvom det kostede at han skulle væk fra hans familie. Han hørte deres hund, Lue, begynde at gø. Så var naboen sikkert på hug igen. Han var helt vild med mors grønsager, men han var altid pinlig over at skulle spørger om han måtte købe dem. Så kan gik altid på hug om natten og efterlod en lille pose penge, eller noget andet som familien manglede. Det var lidt komisk men det var godt nok at han gjorde det så tidlig i aften så at Thomas ikke ville støde ind i ham. Der gik lang tid den aften før hans forældre gik i seng, og han vidste at han skulle vente et godt stykke tid endnu hvis han skulle være sikker på at hans far ikke hørte ham. Da han mente at kysten var sikkert nok stod han op. Hans taske var pakket, der manglede kun noget mad. Han smuttet ned i køkkenet og tog en masse tørret kød, lidt brød og tre æbler. Herefter lagde han en seddel til sine forældre så de ikke skulle være urolige for ham.

Han løb ud til stalden og fik fat i Licen, sin hingst. Han smilede lidt til den og hvisket beroligende til den for at den ikke skulle blive nervøs over at blive vækket på denne tid af døgnet. Han lagde hans taske over ryggen på og hoppet selv op. Derefter red han væk i natten.

Dagene gik og Thomas holdte sig for det meste kun i skovene men besøgte ensomme bondegårde når han manglede mad. Især hvis han kunne se at de trængte til en hjælpende hånd. Sådan levede han i nogle måneder indtil at han kom frem til Morrodwen passet. Det var enormt og ingen viste hvad der var på den anden side. Men der måtte være en verden for ham deromme. Men jo tættere på han kom jo mere gik det op for ham at han ikke kunne få Licen med sig. Det var derfor med tungt hjerte at den blev sat fri igen og Thomas måtte rejse videre selv. Tanken om at sælge Licen tænkte han slet ikke på, han ejede den jo ikke.

Meget langsomt begyndte Thomas at bestige bjerget. Det var hårdt og flere gange gled han et godt stykke ned igen. Hurtigt blev hans hænder ømme og ru. Hans knæ var fulde af blå mærker og var hævet. Men da sneen så småt begyndte at komme frem, blev Thomas lykkelig, nu kunne der jo ikke være langt igen til den anden side. Men snart begyndte han at indse at denne rejse måske ikke var en af hans lysende ideer.

Det var koldt, øde og snart ville han løbe tør for mad, men alligevel forsatte Thomas sin færden, han ville ikke overleve hvis han vente om. Hans eneste chancer var at forsatte og håbe på at han snart ville komme væk fra sneen eller møde en landsby.

En morgen faldt han og han blev liggende. Han havde næsten ikke flere kræfter og han var så træt. Han vidste at hans time snart ville komme.

Efter et rum tid i den kolde sne begyndte han at hører en fløjte spille. Han lod den spille, han var jo ved at blive sindssyg. Snart kunne han også hører nogle klokker et sted. Thomas kigget op og så en dansende skikkelse et stykke væk, han prøvede at råbe men der kom ingen lyd ud. Han rejste sig med stort besvær men kom ingen steder da hans ben faldt sammen. Hans eneste chance ville gå lige forbi ham uden at han ville blive opdaget. Alligevel blev lyden af fløjten og klokkerne højere. Han kigget op og så ind i en piges kulsorte øjne. Det virkede helt forkert i forhold til hendes lyse hår, hvide vinger og lyseblå sommerkjole. Hun smilte til ham og rakte hånden frem. Han løftet forsigtig og langsomt hånden op men inden han fik fat i hende blev hans hånd hivet tilbage. Han drejet sig i sneen og så en ny pige pakket ind i pels. Men han ville hellere se på den første pige igen men hun var pludselig væk. Thomas blev helt tom indeni og ligeglad med alt. Selv med den anden pige som blev ved med at hive i ham. Han lukket øjnene og lod hende gøre hvad hun ville. Han var ligeglad. Hun begyndte at hviske ham noget i øret. Han prøvede at lytte efter det.

”Vær sød…”

Hendes stemme lød bange og bedende.

”Kom nu… vær sød”

Han manglede noget af det hun sagde. Han anstrengte sig endnu mere for at kunne hører.

”Vågn op… vær sød… vågn op…”

Hvorfor skulle han dog vågne? Han åbnede sine øjne og missede mod lyset.