Totalt smadret

Startet i virksomhedpraktik i torsdag og siden da har jeg stort set været udkørt. Jeg kan godt mærke at jeg før kun har haft nogenlunde stille siddende arbejde. Selv i Aldi, på trods af at man lavede noget så sad man for det meste ned.

Jeg står op næsten det meste af dagene og selvom det ikke gør mig noget så er jeg godt nok færdig når jeg kommer hjem og derfor har jeg ikke rigtig fået lavet noget de sidste par dage, herunder min writing promts som jeg så laver næste søndag istedet for.

Jeg skal nok forblive aktiv men jeg skal lige have styr på energien sådan at jeg ikke er helt udkørt når jeg kommer hjem. Og der skal jo også lige nåes og hygge med Cecilie, lave aftensmad og putte hende inden jeg sådan rigtig kan gå i gang med noget.

Til gengæld er det rigtig skønt derude. Og det er et roligt arbejde udover når man står ved maskinen:P

Yay!

Jeg var til en samtale i dag omkring en virksomhedspraktik som jeg fandt! Det bliver skønt at komme ud og lave noget igen!

Og så bliver der en cykeltur frem og tilbage hverdag på omkring 14 km^^

Vrede mennesker

Nogle gange forstår jeg ikke mennesker. Hvordan andre mennesker end mig tænker eller hvorfor andre mennesker reagere som de gør.

Jeg er ikke typen der snakker så meget omkring mit arbejde, det er til tider et lidt kedelig, semi automatisk arbejde hvor man smiler pænt, har en masse forskellige automatiske svar til folks dårlige vittigheder og prøver at hjælpe og sørger for at folk har en behagelig oplevelse med at handle. Men hey, det er Aldi så det er ikke fordi jeg kan hoppe og springe.

Hvis folk ikke brokker sig så ved man at man har opfyldt sin opgave. Jeg blev faktisk rost i dag, meget underlig fornemmelse. Manden gik meget op i brugervenlighed(let at lære, let at huske…damn der røg skolen lige ind over ) og var sådan en gut der undersøgte hvordan folk bliver betjent alle muligt forretninger i alle mulige lande og gik meget op i at rose folk. 

Dejlig, løftede lige min dag.

Den faldt så sammen senere. Grunden til at jeg kom ind på at jeg ikke altid forstår folk er at der var senere en episode hvor en kunde smed med sin vare (købt og det hele). Hun ville gerne noget som jeg ikke kunne bl.a. på grund af vores regler men også fordi jeg er ganske enig med disse regler. Kunden blev sur og smed med sin vare. Ikke mod mig eller råbte og skreg. Men nok til at man føler sig ubehagelig til mode.

Og så er jeg typen der kommer i tanke omkring alle de andre ubehagelig episoder jeg har haft som kasse dame. Folk der er stået og råbt mig ind i hovedet, folk der har truede mig. Jeg har endda måtte gå i mellem en kunde og en jeg havde ansvar for engang og hive svineriet på mig fordi jeg den ansvarlige på arbejdet.

Jeg har endnu ikke været udsat for vold, jeg håber aldrig jeg bliver det. Men det er noget der sidder i en, man hører omkring det. Man bliver fortalt retningslinjer omkring hvordan man skal tackle sådan noget og så bare håbe at man gør det rigtige i situationen.

Så selvom i dag var en lille episode, kan jeg stadigvæk mærke hvordan det kører rundt i kroppen og hvor ubehagelig jeg egentlig har det selvom jeg pt sidder alene i min stue og slapper af.

Men jeg ved også at det ikke ødelægger noget næste gang jeg skal på arbejde, det er kun i dag det påvirker og så næste gang det sker. Hvis det sker.

I stykker

Dette er et meget negativ indlæg, hvis du ikke gider det så bare spring det over. Jeg har ikke andre steder at få det ud.

Alle jeg snakker med lige for tiden siger hele tiden at jeg må være så glad, eller lettede. Fordi at jeg er færdig uddannet og bestået og det må være en fantastisk følelse. Og jeg vil gætte på at det er det også. Jeg har den bare ikke. Men det fortæller jeg ingen. Jeg smiler og nikker, måske siger jeg ja. Eller hvis jeg føler mig en smule ærlig siger jeg at det føles lidt tomt og folk forstår det som de vil. Som regel forstår de det med at nu ser jeg ikke de mennesker jeg har tilbragt de sidste 2 år sammen med så meget mere. Eller de forstår det som nu skal jeg starte noget nyt og det er sikkert stort og skræmmende.

Den første er rigtig nok, jeg har det lidt underlig med ikke at skulle se mennesker der har ændret mit liv så meget mere. Men mange snakker jeg godt sammen med nu her og de fleste skal starte enten på samme uddannelse som jeg søger ind på eller en som lægger samme sted. Så de forsvinder ikke helt. Og folk der betyder noget forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden. Det sker gradvis og man er selv lige så meget skyld i det som den anden(oftest).

Den anden mulighed er næsten så forkert som den kan være. Jeg har planer for sommerferien. Jeg har fået mit gamle job tilbage hos Aldi, dog kun i løbet af sommeren. Noget jeg er vild glad for, det er så meget anderledes end hvad jeg har lavet siden jeg sagde op der og det er dejligt at kunne få lidt flere penge i sommerferien. Men jeg er ikke nervøs for det. Jeg er heller ikke nervøs for at skulle starte i en ny skole med delvis nye mennesker. Jeg prøver aldrig at forstille mig hvordan sådan nogle ting vil være, det vil bare gjorde mig skuffet når det ikke ender sådan. Jeg er vant til ikke at falde til, ikke at få venner. At være den som bliver holdt udenfor. Ikke mobbet eller noget på den plan, men nok til at vide at ingen vil rigtig savne en hvis man forsvandt. Sådan er det som regel, dog har den uddannelse jeg lige har taget været en undtagelse og den gang jeg var på efterskole.

Det som der er mit problem er at jeg er gået i stykker. Jeg er dette spejl som er blevet knust og ikke kan samles igen. Jeg kan mærke kanterne og forsøger at skulle dem sammen men det lykkes bare ikke. Hvis jeg får lidt til at fungere så ødelægger jeg det som jeg fik til at fungere før. Det er en kamp at komme ud om morgen, at lave noget overhovedet i løbet af dagen. Det er en kamp at være en aktiv part af den tid Cecilie er vågen. Det er en kamp ikke bare lægge mig under dynen når hun sover og bare forsvinde igen.

Der er 3 ting som fungere for mig indtil i går. Gå ture, lave mad og så spille på ipaden med Cecilie.

Igår dukket min veninde op, bare sådan tilfældigt. Hun skulle noget i nærheden og spurgte om hun og hendes hund måtte komme forbi. De blev til aftensmad også. Men hun fik mig igang, skubbet et par dele rigtig sammen for mig. Det rene vasketøj som har lagt i en to uger i den ene del af sofaen fik hun mig til at ordne. Hun tog opvasken. Og til sidst fik hun mig igang med at rydde lidt op. Jeg kan mærke forskellen i dag, på trods af at jeg altid siger at sådan noget ikke påvirker mig. Men selvfølgelig påvirker rod mig, det er kaos som jeg er bedre til at klare. Strukturet kaos vel og mærket.

Det hjælper også at jeg ikke har Cecilie denne weekend, havde hende heller ikke sidste weekend men den var booket op med ting jeg skulle. Jeg skal på arbejde imorgen og jeg tror det vil få lidt mere gang i mig igen.

Det er utroligt hvor meget det hjælper for en selv nogle gange at skrive disse ting ned og sende dem ud. Ligegyldigt om folk faktisk kommentere eller ej. Men bare at vide at hvis der faktisk er en der læser det her så ved en person hvordan jeg faktisk har det, sådan rigtig uden min maske.

Aldrig mere Aldi

Forhåbenlig.

Jeg havde sidste arbejdsdag igår, jeg havde ikke regnet med at det ville have været så hårdt som det var. Jeg havde håbet lidt at folk ville have været kommet forbi og sagt farvel men der skete ikke så meget.

Jeg fik dog noget chokolade og et kort. Jeg var godt nok tæt på at græde der. Det var så sødt gjort af dem.

Men det er heldigvis ikke helt farvel, jeg vil stadigvæk handle der. Bor jo næsten lige ved siden af.

Det er også en af grundene til at jeg har været så stille på det sidste. Helt ærlig har jeg ikke rigtig lyst til så meget af noget som helst og det hjælper ikke at jeg er en smule ked af det fordi det har været nogle gode, hårde, dårlige, forvirrende og fanatiske 2 år og lidt mere.

Jeg kan næsten ikke forstille mig hvor meget jeg har forandret mig på de 2 år end på noget som helst andet tidspunkt af mit liv.

Mit kort og æsken. Jeg har fjernet mine tidligere medarbejders navne.

Og hver chokolade er formet som små sommerfugle