Der var engang, ja sådan starter alle eventyr, men ikke denne gang. Vores historie foregår nemlig ikke i fortiden, dog heller ikke i nutiden eller fremtiden. Den foregår i vores hjerter, hvor den for altid vil ligge…
Når et træ spreder sine frø, giver den frøene sin kærlighed og erfaring videre til den næste generation. Desuden er et hver træ altid omgivet af familie, som altid vil hjælpe det nye skud.
Denne historie handler om et meget specielt skud, hvis frø kom fra et meget gammelt egetræ. Og alle de andre egetræ, som stod i nærheden, roste det gamle egetræ for sit flotte skud. Det lille skud voksede op som et anerkendt skud, og når den talte, hørte alle de andre træer efter. Det unge skud var nemlig meget klog eftersom den skaber var et meget gammelt træ. Det lille skud voksede og voksede, mens mange af de andre træer omkring blev fældet. Og den oplærte mange nye unge skud.
En smuk dag, faktisk en af de smukkeste, som vores træ havde oplevet, kom skovhuggeren med sin bil. Det unge træ var bange for, at det nu var dens tur, Det var jo et træ i dens bedste alder, og mange af de andre var blevet fældet i deres bedste alder. Men skovhuggeren var ikke komme for at fælde vores træ. Niks, han var kommet for at plante et nyt ungt asketræ. Egetræet kiggede en del, den havde aldrig i sit liv set et asketræ. I starten sagde det unge egetræ ikke noget til det unge asketræ, men egetræet kunne ikke lade være med at kigge på dens opbygning. Dets mærkelige kurve og blade, ja selv grenene var anderledes. Det var nu ikke fordi, at asketræet var grimt. Det er nemlig et af de kønneste asketræer, der er. Men asketræet blev mobbet af de andre egetræer, de hånede dets blade og anså det for at være mindre værd end de andre træer. Det unge asketræ sagde aldrig noget, det sang ikke engang når vinden legede med dets grene og blade. De andre træer kaldte det unge ask for at være for fin til at kunne synge sammen med de andre.
Til sidst blev det for meget for det det unge egetræ, det kunne nemlig ikke se, hvad der var galt med asketræet. Og det skældte de andre træer ud for at have været ondt ved det nye træ. Det var jo ikke askens skyld, at det var blevet placeret hos en masse egetræer. De andre træer sagde ikke rigtig noget, de var pinlig berørte af situationen. Til sidst sagde et temmelig nyt skud, at de kun havde gjort det for sjov, og de ikke havde ment noget med det. Siden den dag synger asken altid med de andre. Og man ville for eftertiden altid finde asken og egetræet i en dyb samtale sammen.
Denne er skrevet i 2004
Vi skulle skrive et eventyr, jeg skrev et fabel. Jeg glemmer altid hvor meget af ens liv kommer ud igennem ens tekster og det er altid en smerte og en glæde at læse hvad jeg har skrevet engang fordi det var et mørk sted som jeg er sluppet væk fra.



