Familiesammenhold

Jeg læste en utrolig spænende artikel  den anden dag, omkring at skabe sammenhold i ens familie og lade give ens børn en bedre chance til at takle når der kommer personlige problemer i deres liv.

Det var en underlig lille ting man kunne gøre for at gøre det hele lidt bedre for alle. Ikke noget som jeg faktisk havde forventet men noget som gav en del mening efter at jeg havde tænkt over det. Denne lille ting var:

At dele ens fortid med sine børn.

Jep, svaret på et godt familieliv er at dele med sine børn hvad man har gennemgået, hvad ens forældre har gennemgået. Ikke kun det positive men også det negative.

Det hele handler om at ens børn ved at deres familie har oplevet noget slemt men er kommet igennem det sammen. Alt lade dem vide at selvom tingene er slemme så har de et stort bagland som holder af dem og støtter dem og andre.

Det er en simple lille ting men alligevel noget så svært. Hvordan skal man dele nogle af de dårlige tider med ens børn når man egentlig bare ønsker at glemme dem. Hvornår er de klar til at høre om hvad end der er sket i familiens liv førhen. Der er jo stor forskel på at vide at man har siddet så hårdt i det at der knap nok var penge til mad og så at ens onkel døde i et overfald engang for mange år siden. Det skal jo gøres ordentlig og ikke skræmme børnene.

 

Jeg kan huske for et par år tilbage, til en fødselsdag i min familie hvor vi kvinder endte med at snakke sammen og samtalen faldt hen på hvordan de havde klaret et eller andet uden hjælp fra resten af familien. Hvor jeg sad tilbage med dårlig samvittig, ikke fordi jeg ikke havde hjælpet da jeg var forholdvis ung da de her ting skete, men fordi jeg ikke anet af de havde haft de her problemer i familien. Det her var kvinder som jeg normalt anså for at have styr på hver en lille detajle i deres liv. Folks som jeg så op til da jeg var barn og var i mange år misundelig over ikke at udvikle mig som dem. Og pludselig lærer jeg at deres liv ikke er en dans på roser og de alle har haft nogle store problemer at rode med. Ting jeg ikke vidste fordi de ikke blev offentlig del med hele familien. Mine forældre vidste det måske nok, ligesom deres søskene. Men ikke sådan en som mig der var teenager.

Efter at jeg har læst den artikle har det fået mig til at tænke på hvad der kunne have været anderledes hvis jeg vidste disse ting. Ville der være noget som jeg gjorde anderledes dengang? Det kan jeg aldrig svare på men jeg ved at efterfølgende hvor jeg fik et problem i samme stil som nogle af dem i familien gemte jeg det ikke. Jeg tog en snak med en veninde og tog til lægen for at fixe dette problem som ellers ville have vokset mig over hovedet.

Det er det samme jeg ønsker at gøre for min datter. At give hende viden omkring at vi ikke er perfekte og derved give hende redskaber til at hjælpe hende med at blive sådan som hun gerne vil være, problemer eller ej.

 

Artiklen: http://www.nytimes.com/2013/03/17/fashion/the-family-stories-that-bind-us-this-life.html

Endelig hjemme eller næsten

Så er mig og Cecilie endelig hjemme, eller vi er i hvert fald i det midtjyske igen efter at have fejret jul hos Cecilies farmor og den side af familien. Det har været rigtig hyggelig men vi måtte pludselig afsted så vi kunne komme frem inden at snestormen blev rigtig slem. De har stadigvæk meget sne deroppe.

Jeg håber at folk er kommet godt over julen.

London

Det der med at pakke er lige min sag, 1 lille kuffert der kan gå igennem som håndbagade (mangler stavekontrol på denne her), 1 taske som rent faktisk er håndbagade, 2 fysiske bøger (plus nogle og 2000 ebøger), en ipad fuld med Doctor Who ( første doctor) og jeg er vist ved at være klar til tage Cecilie med på sin første udlandsrejse (vi glemmer lige at hun allerede har boet i Sverige).

Glæder mig, skal ind og se Harry Potter studioet! Dog alene men hey, det er Potter, jeg er vant til alene der.

Håber jeg har husket alt…

Døden

Hvordan skal man forholde sig til børn, død og sorg?

For næsten to måneders tid siden døde en person som var utroligt tæt på Cecilie, faktisk den person som Cecilie var mest tilknyttet til igennem hele sit liv. Mere end både hendes far og mig selv. De 2 havde et særligt bånd.
Vi startede ud med det samme og fortalte Cecilie hvad der var sket. Ikke i dybe detaljer men hvad der sker når en person ikke lever mere og hvad det vil betyde. Vi snakkede omkring at hjertet ikke slår når man er død og at man ikke vil være her mere. Man vil ikke kunne ringe til personen, besøge den eller på en anden måde komme i kontakt med personen. Men som jeg skrev i det indlæg jeg skrev i sin tid, snakkede vi omkring at personen sad oppe på en stjerne og se ned og holde øje med hende.

Det tag lidt undersøgelser fra mig at finde ud af hvordan jeg skulle vende og dreje det. Jeg tog ned i en bogbutik for at se på bøger omkring døden til børn. Der var intet i den genre jeg skulle bruge. Den ene var omkring en morblomst som fik en sygdom og døde, en rigtig flot historie og smukke billeder og lækker sprog til børn, helt klart omkring kræft i familien. Den var desværre ikke hvad vi kunne bruge. En anden var omkring en and der mødte døden, lidt en “humor” bog i min verden men Cecilie ville ikke have kunne forstå den.
Jeg fandt lidt på nettet og fik sat noget sammen som lød rigtig og godt og passede til vores situation og til Cecilies forståelse.

Men en ting som Cecilie ikke går er at sørge på samme måde som jeg vil gøre det eller som jeg har oplevet andre. I starten var hun knap så ked af det, det var mest hvorfor er han død og hvordan dør man. Hun græd et par tårer men var hurtig glad igen. Det hele var meget pludselig og på ingen måde stukruteret i mit hoved med hvad der fik hende til at tænke på dette.

I dag er hun mere ked af det end hun var i starten. Når hun skal sove om aften kan hun pludselig begynde at græde meget og snakke omkring at hun elsker personen der døde og hun savner ham. Vi snakker lidt omkring hvad hun har lavede sammen med ham igennem tiden, nogle gange ser vi på billeder men mest af alt nusser hun mit hår. En gamle metode hun brugte da hun var de 1-2 år til at trøste sig selv og falde ned. En handling der går lige i hjertet på mig og som bekræfter at hun bestemt ikke ved at være over sin sorg, men mere at det først rigtig lige er begyndt for hende.

I påsken var hun oppe og se graven, der var stadigvæk blomster på. Det er nu ved at være nogle uger siden og hun har før ikke ville snakke omkring dette og jeg har ladet hende styre det.
Indtil i morges. Der kom de tunge spørgsmål frem og de tanker hun har gået med længe i sit lille hoved. Hun beskrev hans nye hjem hvor man var nødt til at bo i jorden med en masse blomster. Hun snakkede omkring at blive efterladt alene. Og hun var meget opsat på at vide hvad hun skulle gøre når jeg døde. Hun har ingen nøgle til lejligheden så hun ville ikke kunne komme ind var bl.a. et af hendes problemer hvis det utænkelige skulle ske.

Vi har snakkede omkring hvem der så ville være der sammen med hende, sørger for at hun kom i børnehave, blev hentet,lave mad og putter hende. Vi snakkede om alle de mennesker der elsker hende og vil passe på hende hvis der skulle ske noget med mig, eller nogen anden hun holder af.

Og så letter hun selv den meget dunkel samtale ved at fortælle mig præcis hvem af de mennesker jeg har nævnt som hun så skal bo hos. Og det kan ikke være nogen anden fordi det er den person hun elsker mest!

Jeg har stadigvæk svært ved at hoppe ind og ud af disse samtaler, og jeg ved at jeg aldrig vil kunne forholde mig til det. Selvom der vil blive en del af dem i fremtiden.

Nogle gange ved jeg bare ikke hvad jeg skal stille op, gøre eller sige. Det eneste jeg kan gøre er at høre på hende, snakke med hende og trøste hende. Men nogle gange føler jeg bare ikke at det er helt nok.

Lykken er

at spille bordfodbold med forældrene og lillebror.

 

Var i går oppe med mine forældre og lillebror for at se min lillesøster på hendes efterskole. De fremførte en musical og bagefter måtte vi vente 45 minutter mens eleverne ryddet op.

Tiden blev brugt af os til at se skolen men også at spille bordfodbold, det var nogle voldsomme kampe:P Jeg tror det er noget af det sjoveste jeg har været med til længe selvom det var noget af det mest simple.