Livet lige pt

Tingene gik ikke så godt for mig i ferien, og en masse gamle ting viste sit hoved. Bl.a. stoppede jeg med at tabe mig og har istedet taget på, ved ikke hvor meget men jeg kan mærke det på mit tøj.

Tingene med Cecilie og børnehaven er blevet værre og jeg er med i en masse projekter hvor at hjælpe hende.

Tingene derhjemme døde fuldstændigt for mig og jeg endte et sted hvor jeg var tættere på at gå ned, tæt på en depression. Jeg ved det ikke da jeg ikke har været hos lægen men efter 3 omgange så kender jeg tegnene godt nok til at vide hvor jeg er på vej hen.

Jeg er i gang med noget jeg ikke har prøvet før, jeg får hjælp til derhjemme. Ikke kun til Cecilie men også til mig. Med at skabe vaner, at hjælpe med at tabe mig igen,

I stykker

Dette er et meget negativ indlæg, hvis du ikke gider det så bare spring det over. Jeg har ikke andre steder at få det ud.

Alle jeg snakker med lige for tiden siger hele tiden at jeg må være så glad, eller lettede. Fordi at jeg er færdig uddannet og bestået og det må være en fantastisk følelse. Og jeg vil gætte på at det er det også. Jeg har den bare ikke. Men det fortæller jeg ingen. Jeg smiler og nikker, måske siger jeg ja. Eller hvis jeg føler mig en smule ærlig siger jeg at det føles lidt tomt og folk forstår det som de vil. Som regel forstår de det med at nu ser jeg ikke de mennesker jeg har tilbragt de sidste 2 år sammen med så meget mere. Eller de forstår det som nu skal jeg starte noget nyt og det er sikkert stort og skræmmende.

Den første er rigtig nok, jeg har det lidt underlig med ikke at skulle se mennesker der har ændret mit liv så meget mere. Men mange snakker jeg godt sammen med nu her og de fleste skal starte enten på samme uddannelse som jeg søger ind på eller en som lægger samme sted. Så de forsvinder ikke helt. Og folk der betyder noget forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden. Det sker gradvis og man er selv lige så meget skyld i det som den anden(oftest).

Den anden mulighed er næsten så forkert som den kan være. Jeg har planer for sommerferien. Jeg har fået mit gamle job tilbage hos Aldi, dog kun i løbet af sommeren. Noget jeg er vild glad for, det er så meget anderledes end hvad jeg har lavet siden jeg sagde op der og det er dejligt at kunne få lidt flere penge i sommerferien. Men jeg er ikke nervøs for det. Jeg er heller ikke nervøs for at skulle starte i en ny skole med delvis nye mennesker. Jeg prøver aldrig at forstille mig hvordan sådan nogle ting vil være, det vil bare gjorde mig skuffet når det ikke ender sådan. Jeg er vant til ikke at falde til, ikke at få venner. At være den som bliver holdt udenfor. Ikke mobbet eller noget på den plan, men nok til at vide at ingen vil rigtig savne en hvis man forsvandt. Sådan er det som regel, dog har den uddannelse jeg lige har taget været en undtagelse og den gang jeg var på efterskole.

Det som der er mit problem er at jeg er gået i stykker. Jeg er dette spejl som er blevet knust og ikke kan samles igen. Jeg kan mærke kanterne og forsøger at skulle dem sammen men det lykkes bare ikke. Hvis jeg får lidt til at fungere så ødelægger jeg det som jeg fik til at fungere før. Det er en kamp at komme ud om morgen, at lave noget overhovedet i løbet af dagen. Det er en kamp at være en aktiv part af den tid Cecilie er vågen. Det er en kamp ikke bare lægge mig under dynen når hun sover og bare forsvinde igen.

Der er 3 ting som fungere for mig indtil i går. Gå ture, lave mad og så spille på ipaden med Cecilie.

Igår dukket min veninde op, bare sådan tilfældigt. Hun skulle noget i nærheden og spurgte om hun og hendes hund måtte komme forbi. De blev til aftensmad også. Men hun fik mig igang, skubbet et par dele rigtig sammen for mig. Det rene vasketøj som har lagt i en to uger i den ene del af sofaen fik hun mig til at ordne. Hun tog opvasken. Og til sidst fik hun mig igang med at rydde lidt op. Jeg kan mærke forskellen i dag, på trods af at jeg altid siger at sådan noget ikke påvirker mig. Men selvfølgelig påvirker rod mig, det er kaos som jeg er bedre til at klare. Strukturet kaos vel og mærket.

Det hjælper også at jeg ikke har Cecilie denne weekend, havde hende heller ikke sidste weekend men den var booket op med ting jeg skulle. Jeg skal på arbejde imorgen og jeg tror det vil få lidt mere gang i mig igen.

Det er utroligt hvor meget det hjælper for en selv nogle gange at skrive disse ting ned og sende dem ud. Ligegyldigt om folk faktisk kommentere eller ej. Men bare at vide at hvis der faktisk er en der læser det her så ved en person hvordan jeg faktisk har det, sådan rigtig uden min maske.

Fuck

Dette er ligesom mit gamle arbejde.

Klokken er halv 12 og jeg er træt, udkørt og glæder mig så meget til weekend. Alligevel kan jeg ikke sove.

Jeg ender med at se og stirre ind i en skærm i 3 timer mens jeg tænker “bare en sang mere så vil jeg lave et eller andet. Eller gå i seng”. Sidste gang havde jeg cola, slik og pizzabudet som kunne bringe ud til kl 2 om natten.

I dag har jeg intet. Jeg kæmper imod at tømme køleskabet. At lade vær med at spise resterne til morgendagens aftensmad. At lade vær med at spise de få ispinde jeg fandt den anden dag i fryseren, gemt allerlængst inde.

På rette spor igen

De sidste 2-3 ugers tid har gået med oplæsning til eksamen.

Aldrig en behagelig tid for mig som minium indbefatter 2-3 nedbrud hvor min hjerne simplehen går ud og fortæller mig hvor ubrugelig jeg egentlig er og det ender næsten altid mig der hører ekstrem høj heavy og kæmper med at arbejde.

Men nu er den tid over indtil videre. Næste gang er omkring lidt over 3 måneder hvor jeg skal forsvare hvad jeg har lavet i praktik. Gad vide hvad jeg mon skal på mandag om en uge? Praktik i Struer.

Jeg er meget spændt, meget nervøs men det er ikke værre end eksamen.

Dog har jeg desværre ingen overordnet som jeg kan henvise mig til. Jeg skal helt og holden udvikle, designe og kode alt selv. Og så er det ikke engang i php -.-’ Men jeg glæder mig.

Men noget som har fyld rigtig meget julen over var den “dom” jeg fik lige den 22 december. På grund af forskellige ting blev jeg testede for sukkersyge. Jeg har det gudskelov ikke men mine tal er så dårligt at jeg har store chancer for at få det. Nu ved I ikke hvor stor jeg egentlig er men det overrasker mig ikke ligefrem. Men det er stadigvæk en stor mundfyld at få smækkede i hovedet.

Jeg har flere gange forsøgt at tabe mig, fri mig fra mine laster og det er ikke en af mine stærke punkter. Den mindste lille sten og det hele vender tilbage. Værre end før. Men det betyder nu at jeg skal regelmæssig til lægen og vi skal snakke omkring vægt og vægttab og mad og alt den slags ting.

Alt sammen gode ting men alligevel fastholder min hjerne at det vil vende tilbage til mig igen og jeg vil aldrig kunne tabe mig fordi jeg ikke har rygraden til at holde fast i hvad jeg må spise og hvad jeg ikke må spise. Eller måske rettere hvad jeg skal spise mindre af.

Det hele har ramt sammen omkring Cecilie og jeg. De sidste par dage har ikke været det bedste. Vi har skændes en del og nogle gange har jeg bare trykket mor kortet og sagt sådan er det. Normalt forsørger jeg at styre uden omkring situationer og ting som kan vælte Cecilies dag men overskudet har bare ikke været der denne uge.

Jeg glæder mig så meget til en uges fri, ingen bekymringer. Og jeg ved at der vil ske en masse godt, for der er allerede en masse planlagt. Massage, skal være barnepige til min lille 4 måneders gamle fætter og Cecilie skal have et par fri dage. Alt i alt, der skal lades op!

At miste det man har

Jeg sidder lige nu og kæmper med inspirationen.

På 3 dage har jeg fået skrevet 6½ side,  det er fandem ikke meget. Det gik fint i starten, både første og andet kapitel. Men nu hvor jeg er ved 5 så sidder jeg sgu fast.

Det er på tide at der er en retning, en dybere meningen om man vel. Eller bare en skide handling ville være rart. Det eneste der sker er at de alle prøver på at pisse hinanden af og drikke sig fulde.

Det her går mig mere på end hvad jeg lige havde troet. Sidder og kæmper med at stortude som en lille pige.  Jeg vil ikke, jeg har oplevet det mange gange før. Men det gør mig bare rasende at min krop reagere på den måde over det og det gør mig bare endnu mere ked af det.

Jeg har ikke brug for en nedtur! For dælen da også, det hele er ved at kører så godt. Mine piller burde virke, jeg er kommet ind på skolen, jeg skriver faktisk igen, tegner, maler. Hygger med min datter. Bager, laver mad. Ser tegnefilm med Cecilie, ser min familie. Skal snart op og besøge Cecilies farmor og farfar. Jeg har penge på lommet, jeg har ordn ealt det som jeg har skulle. Jeg har endda fået udbetalt 2 gældsposter og sat en anden gældspost højere op så jeg hurtigere kan komme af med den.

Alt går godt, hvorfor fanden er jeg så ked af det?????

Helt ærlig, hvorfor fanden hader verden mig så meget lige nu???????????

Sorry, men det skulle bare ud. Hvor ville det egentlig være dejligt med en veninde man kunne ringe til sidste for at skrive sit første nedbrud efter at kommet på lykkepiller ud på nettet for at prøve at få det ud af ens system.